Gamereactor søger passionerede gamere

Tekst: Rasmus Berg
Publiceret 2004-07-30

Kunne du tænke dig at blive en del af Gamereactors redaktion og hver uge formidle spilviden til Danmarks bedste læserskare? Har du lyst til at ytre dine meninger og holdninger omkring den digitale underholdningsbranche? Og har du et fast greb om spil, udviklere og platformene? - så ser vi gerne en ansøgning fra dig.

Gamereactor.dk og det trykte magasin Gamereactor der udkommer 10 gange om året, søger nemlig nyt blod og hvis du kan leve op til et par krav, så er der muligvis en plads på holdet til netop dig.

Vi tilbyder dig muligheden for at arbejde i verdens nok sjoveste, men også hårdeste branche, hvor tiden aldrig står stille. I samarbejde med vores danske redaktør kommer du til at stå for indhold til magasinet såvel som til sitet - det være sig nyheder, previews, reviews og artikler. Desuden giver vi dig fra tid til anden mulighed for at rejse ud i verden, for at besøge mange af de udviklere, du måske tidligere kun har kunne drømme om at møde.

Vi forventer følgende af dig:

1. Er fyldt 18 år og har et gyldigt pas.
2. Levende optaget af spilbranchen og dens produkter.
3. Ejer mere end en maskine og favner bredte i genrerne.
4. Har lyst, tid og mulighed til at spille spil og skrive anmeldelser.
5. Kan arbejde under pres fra en evt. deadline.
6. Har mulighed for i perioder at rejse til f.eks. USA eller England.
7. Er indstillet på at arbejde freelance og ulønnet.

Opfylder du alle kravene og har du lyst til at blive en del af Gamereactors redaktion, så send vores redaktør Thomas Tanggaard en mail på følgende adresse [email protected]
med lidt om dig selv, og en prøveanmeldelse af et spil som du synes er interessant. Folk med tidligere erfaring fra branchen foretrækkes.

Vi søger endvidere en freelance medarbejder til oversættelse fra svensk til dansk, med henblik på at oversætte vigtige artikler, previews og reportager som deles mellem den svenske og danske redaktion. Her sendes der også en mail til vores redaktør Thomas Tanggaard på [email protected]

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage