John Romero's Daikatana var kun i en kort periode det spil, som havde været længst tid under udvikling, for med Duke Nukem Forever har 3D Realms vist, at der ikke er grænser på udviklingstiden for et spil. De første info fra spillet kom i 1997, ved E3 2001 så spillet færdigt ud med en flot video, men så faldt korthuset sammen, da holdet besluttede sig for at lave hele spillet om. Siden da har vi ikke hørt meget, men de er stædige 3D Realms.
I et nyt interview med Voodoo Extreme fortæller George Broussard fra 3D Realms, at kun 5% af spillet fra 2001 er tilbage, men at hele holdet er sikker på, at det var en god idé at starte forfra. Samtidig fortæller han, omend lidt kryptisk, at spillet i dets nuværende form kan gå op og måle sig med Doom 3 grafisk, og som en lille ekstra detalje ved vi nu også, at man kan gemme som man har lyst i Duke Nukem Forever.
Vi er selvfølgelig stadig skeptiske omkring spillet, men det kan jo være at 3D Realm's stædighed betaler sig i sidste ende. Vi håber i hvert fald, at de snart viser lidt fra spillet!