PSP spil skal overholde Sonys batterikrav

Tekst: Rasmus Berg
Publiceret 2004-09-30

Det ser ud til at Sonys PSP alligevel ikke har de store problemer med at køre de mange spil til formatet i helt op til ti timer - i hvert fald ikke hvis man skal tro Popular Science Magazine. Dog kræver det at udvikleren er meget påpasselig med hvordan disse kræfter bruges.

Derfor har Sony udstukket nogle generelle guidelines til hvordan man bruger maskinen i forbindelse med udviklingen og i særdeleshed afviklingen af spillene. Disse guidelines kaldet TRC (Technical Requirements Checklist) indeholder hjælp, men også specifikke krav til udvikleren om hvordan maskinen bruges. Dermed er det op til udvikleren at leve op til disse krav, hvis deres spil skal nå butikshylderne.

Fremover vil firmaet inkludere en såkaldt Battery Emulator, der viser udvikleren hvor meget at batteriet der ædes, hver gang spillet udfører forskellige handlinger. På denne baggrund bliver det så muligt at optimere koden og lade spillet bruge færre af kræfterne i batteriet.

Sony har endnu ikke trukket en streg i sandet for hvornår et spil bruger for mange af kræfterne, men som spilprojekterne blive færdige forventes det at firmaet finder den passende grænse for brugen af batteriet.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage