Svenske Digital Illusions, der bl.a. står bag Battlefield 1942 og RalliSport Challenge, har netop meddelt at de er i gang med spil til de kommende konsoller fra Sony og Microsoft. Dette fremgår af en finansiel rapport som udvikleren netop har færdiggjort.
I den står der bl.a. at firmaet er i gang med to nye projekter. Det ene er et der tidligere har været tiltænkt PS2 og Xbox, men som nu flyttes til næstegenerationskonsollerne, mens det andet udelukkende er skabt med henblik på de kommende maskiner.
Begge vil være udviklet af Digital Illusions, der også efter endt udvikling ejer rettighederne til konceptet og koden, men begge spil udgives af Electronic Arts der tidligere har udgivet den svenske udviklers projekter.
Der vides intet om spillene endnu, men vi holder naturligvis øje med informationerne.