Hajime Tabata vil for eftertiden være kendt som manden der gik ind og rettede den synkende skude der var Final Fantasy Versus XIII, og forvandlede det til Final Fantasy XV. Nu har Square Enix fået så megen tiltro til ham, at de giver ham et helt nyt studie.
Square Enix har afsløret at de har etableret et nyt studie kaldet Luminous Productions, som består af en række kernemedlemmer fra udviklingsholdet bag Final Fantasy XV, og studiet ledes af Hajime Tabata.
Studiet skal udvikle "new AAA titles and bringing innovative game and other entertainment content to a global audience."
Studiet vil hovedsageligt fokusere på traditionelle rollespil, som er størstedelen af Square Enix' samlede output, og ud fra navnet kan vi gætte at de kreeres i deres egen grafikmotor, Luminous.