I går deltog vores skribent Nicolas Elmøe i Nintendos pressekonference i Paris og som forventet handlede den om Nintendo DS. Firmaet annoncerede både lanceringsdato, pris og den liste af spil som der vil være tilgængelig ved premieren.
Nøjagtig som ved den amerikanske lancering så vil maskinen være bundlet med Metroid Prime Hunters: First Hunt. Den vil blive lanceret d. 11. marts til 99.99 pund, hvilket omregnet til danske kroner er ca. 1075.
Hvad angår spillene så vil der fra første dag være 15 spil klar. Fire af disse er fra Nintendo, mens resten er fra tredjepart-udviklerne. Fra Nintendo selv kommer Pokemon Dash, Super Mario 64 DS, Polarium og Wario Ware Touched.
Fra tredjepart udviklerne er det Project Rub, Spider-Man 2, The Urbz, Rayman DS, Asphalt GT, Mr Driller Drill Spirits, Robots, Sprung The Dating Game, Tiger Woods, Ping Pals and Zoo Keeper.
Fra første dag vil der være 650.000 maskiner klar til entusiastiske gamere i hele Europa. Og det er flere maskiner end der var ved lanceringen af maskinen i både USA og Japan.
Nintendo bekræftede også at Mario Kart DS er på vej og at dette spil slippes senere på året. Firmaet gjorde det endvidere klart at der senere også ville udkomme både Castlevania DS, Advance Wars DS, Another, Jam With The Band og Nintendogs.
Vi har meget mere om Nintendo DS i de kommende dage.