Det har aldrig været nogen hemmelighed at både Sony og Guerrilla gerne ville lave en fortsættelse til det flotte og spændingsmættede Killzone, men når det kommer til hvornår og på hvilket format dette spil ville udkomme, så har informationerne til gengæld været sparsomme.
Men nu sker der noget. Det amerikanske spilmagasin Electronic Gaming Monthly har nemlig sluppet de første detaljer om spillet og det lader til at Killzone 2 allerede er på gaden inden udgangen af dette år. Som med det første spil udgives det eksklusivt til PlayStation 2 og det er stadig det oprindelige hollandske Guerrilla Games der står for udviklingen.