Da vi forleden fortalte, at Sony ville afsløre deres næste-generationskonsol kun få timer før Microsoft, kunne det føles som et ordentligt slag. Men Microsoft havde åbenbart forberedt sig på en helt anden og mere radikal måde at afsløre Xbox 2 på, og i dag kunne de annoncere et samarbejde med MTV, hvor konsollen d. 12. maj afsløres på kanalen.
Programmet, der har Elijah Wood som vært og The Killers som et musisk sidestykke, vil blive sendt over hele verden indenfor 24 timer, hvilket betyder vi danskere kan tune ind på kanalen d. 13. maj kl. 22 for at få et glimt af konsollen.
I programmet vil man høre mere om visionen bag Xbox 2, se klip fra kommende spil og nye Xbox Live tiltag, samt høre diverse interviews og få et smugkig på udviklingsprocessen bag Xbox 2. Hvis man efterfølgende vil se og høre mere om den nye konsol, vil MTV.com have en masse ekstra-materiale til rådighed.
Det vil derved være første gange nogensinde, at en konsol afsløres til offentligheden via en verdensomspændende TV-kanal. Dette vil dog stadigvæk betyde, at Microsofts E3 konference vil have masser af nye spil og film at byde på, men det bliver ikke desto mindre interessant at se, om denne nye marketingsmetode vil blive opfattet som en succes. Det er utvivlsomt et forsøg på at fange den mere almindelige gamer, der ikke nødvendigvis sidder intenst og følger E3, men omvendt kunne det føles som en uretfærdig negligering af hardcore gameren.