Sony snupper kommende spil fra Microsoft

Tekst: Rasmus Berg
Publiceret 2005-04-12

Den lille udvikler Just Add Monsters, der tidligere har stået for det vidunderlige og kriminelt oversete Kung Fu Chaos, viste sidste år de første billeder frem fra deres kommende næstegenerationstitel Heavenly Sword og dengang regnede alle med at det var en selvskrevet Xbox 2-titel. Langt hen af vejen fordi firmaets sidste titel var Xbox-eksklusiv.

Nu viser det sig så at Sony har købt alle rettigheder til Heavenly Sword og faktisk har lagt en betydelig sum penge på bordet for at få gjort det færdigt og udgivet på PlayStation 3. Og i noget der må kaldes lidt af et tilfælde er det som at komme tilbage til Sony. Just Add Monsters, der nu hedder Ninja Theory, består nemlig af mange af de folk der i sin tid forlod Cambridge Studios og som var med til at lave Medieval 1 og 2.

Selvom der endnu ikke er sluppet nogle deciderede detaljer omkring spillet, så lader det til at Heavenly Sword bliver et hæsblæsende bekendtskab. Vi har de tre første screenshots fra spillet nedenfor.

Billederne kommer fra Xbox-sitet Xboxyde

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage