Namco annoncerer Frame City Killer til Xbox 360

Tekst: Jesper Nielsen
Publiceret 2005-05-14

Den første store japanske udgiver, der hopper med på Xbox 360 vognen, er Namco, der i dag kunne annoncere deres første spil til konsollen, Frame City Killer. Spillet er bygget på den efterhånden ret attraktive Unreal Engine 3 grafikmotor, hvor Namco er den første japanske udvikler overhovedet, der gør brug af Epics værktøj.

Frame City Killer er åbenbart et af de spil, som Microsoft regner med frigives til konsollen inden udgangen af året, og Namco forventer at smide det på hylderne i Europa og USA engang til jul. Spillet har øjensynligt en meget GTA præget opbygning med en ikke-lineær struktur, selvom Namco stadig lover en medrivende historie. I denne spiller du som lejemorderen Crow, der er på jagt efter den mystiske terrorist Khan.

Selvom de første screens måske ikke har den mest imponerende effekt, så har vi set spillet i bevægelse, hvilket giver et noget bedre indtryk. Vi kan selvfølgelig forvente at se meget mere af spillet på E3, hvor Namco helt sikkert også har en masse andet at vise frem.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage