Som rosinen i pølsenden blev det traditionen tro Nintendo's tur til i dag at afholde deres pressekonference, og selvom det helt store trækplaster var afsløringen af deres næste-generations konsol, så havde den japanske veteran langt mere på programmet.
Nintendo DS:
Nintendo lagde ud med deres nye håndholdte DS og viste en række spil fra konsollen, heriblandt Geist, Nintendogs, Mario, Zelda og Madden. Men vigtigst af alt var sandsynligvis den endelige klargørelse af konsollens online planer. Fra og med slutningen af året vil man kunne spille Mario Kart DS, Animal Crossing DS og et nyt Tony Hawk spil helt gratis mod andre over hele verden - trådløst! Og det er kun begyndelsen med over 25 udgivere, der arbejder på online spil til Nintendo DS.
Gameboy Micro:
Herudover kunne Nintendo også for første gang afsløre Gameboy Micro, der er en formindskelse af den allerede lille Gameboy Advance. Men nu mente Nintendo altså det var tid til en ny udgave, der vil veje omtrent det samme som 80 papirklips. Et billede af den nye håndholdte kan ses i screenshot arkivet.
Nintendo Revolution:
Og så kom endelig tiden, hvor Nintendo kunne løfte sløret for Revolution. På scenen kom en meget lille sort boks, der næsten kan siges at være i PlayStation 2 stil, og selvom Nintendo fortalte, at dette kun var et prototype design, så vil den endelig version faktisk være mindre!
Nintendo ville ikke ud med nogle specifikationer, men lidt fik man alligevel at vide om konsollen. Den vil som standard afspille DVD-ROM'er og via en ukendt påmontering skulle den også kunne afspille DVD film. Men vigtigere så er den ikke kun bagudkompitabel med Gamecube. Med Revolution kan du rent faktisk også spille alle de bedste Nintendo spil fra alle deres konsoller gennem tiderne!
Nintendo kalder det Virtual Console, og via Revolutions indbyggede 512mb flash hukommelse, der efterfølgende kan opgraderes med et SD kort, kan du downloade alverdens spil fra tidligere æraer. Det glæder vi os bestemt til at høre mere om!
Men udover dette havde Nintendo ikke meget at sige om konsollen. Den vil, fra starten, have trådløs forbindelse, så den let kan tilsluttes alt andet i rummet, hvilket vi dog allerede godt var klar over. Desværre havde Nintendo kun ét spil af vise frem, Metroid Prime 3, og dette blev der indrømmet var pre-rendered og kørte altså ikke direkte på konsollen.
Gamecube:
Men Gamecube var stadig meget i fokus og Nintendo kunne fremvise en god liste af spil til konsollen, heriblandt:
- Super Mario Strikers
- Dance Dance Revolution: Mario Mix
- Pokemon XD
- Mario Party 7
- Donkey Konga 2
- Harvest Moon
Samt en række andre multiplatformstitler. Den største forløsning kom dog til aller sidst, hvor Nintendo fremviste en imponerende trailer til det nye Zelda, kaldet The Twilight Princess.
Vi vil selvfølgelig have meget mere om alt, der har med Nintendo at gøre, i de følgende dag, så husk at blive på sitet!