Wild West Online udkommmer snart på Steam

Tekst: Mikael Jensen
Publiceret 2018-04-29

Action MMO-spillet Wild West Online, der er PC-spillernes svar på Red Dead Redemption, er tilgængeligt som Early Access på deres officielle hjemmeside, men ifølge udvikleren udkommer spillet også snart på den populære Steam-tjeneste.

Hvis du ønsker at spille spillet, men venter på Steam-udgivelsen, kan vi fortælle, at hvis du køber nogle af Early Access-pakkerne på den officielle hjemmeside får du mulighed for at spille allerede nu, samtidigt med at du får en Steam-nøgle når spillet udkommer der. Ved at være en del af Early Access får man også credits, der giver mulighed for at købe nyt tøj og andre kosmetiske detaljer til sin karakter. Desuden vil købere af Early Access også få adgang til Steam-udgaven to dage før alle andre.

I Wild West Online handler det om at kæmpe for en ud af to fraktioner, hvor det handler om at overtage så meget territorie som muligt, og der vil være masser af missioner, samt også mulighed for at spille kortspil, hvis man har brug for at slappe af fra den voldelige del af spillet.

Spillet har også tilfældige spiller-mod-spiller begivenheder, der er tilgængelige på forskellige tidspunkter i et begrænset tidsrum, og belønner spillerne der deltager. Desuden har udvikleren 612 Games også indført en masse nyt indhold for dem, der ikke ønsker at nedlægge andre spillere, og her er det muligt at jage efter dyr, minedrift samt landbrug.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage