Microsoft stak dybt i hjertet på mange Nintendo fans, da de i 2002 opkøbte legendariske Rareware, og selvom den britiske udvikler stadig ikke har vist sit værd på Xbox endnu, så har det ikke skræmt Microsoft fra at holde sig væk fra andre Nintendo-knyttede udviklere.
Ifølge amerikanske 1up har Microsoft nemlig sikret sig et samarbejde med canadiske Silicon Knights, der indbefatter alle tre spil i den længe ventede Too Human trilogi. Spillet, der startede sit liv på PlayStation, skulle faktisk have optrådt på Gamecube, men Silicon Knights, der bl.a. lavede Eternal Darkness, valgte sidste år at bryde båndene med Nintendo, og nu er de altså endt på Xbox.
Selvom vi stadig venter på en officiel pressemeddelse fra Microsoft, så glæder vi os til at se, hvordan Too Human vil gøre sig på den næste generation af konsoller - og håber selvfølgelig, at det faktisk når at udkomme.