Blizzard arbejder på hemmeligt multiplayer-orienteret skydespil

Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2018-04-30

Blizzard har fået uhyggelig meget succes med deres multiplayer-fokuserede skydespil Overwatch, og det er derfor ikke svært at forestille sig at de enten arbejder på en efterfølger, eller et lignende projekt. Noget tyder nu netop på, at studiet arbejder på et nyt skydespil.

Et nyt jobopslag er nemlig blevet offentliggjort hos Blizzard, og denne byder på nye detaljer om et hemmeligt spilprojekt. Der er tale om et skydespil i førsteperson, der fokuserer på konkurrence, eller PvP. Derudover er der helte med særlige evner, men hvor spillet differentierer sig fra Overwatch er i kraft af forskellige køretøjer, som åbenbart kan bruges af spilleren.

Spillet er konstrueret i en helt ny grafikmotor skabt af Blizzard. Opslaget nævner dog ikke hvornår projektet vil blive afsløret for omverdenen. Hvad tror du de arbejder på?

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage