Koreanske NCSoft er muligvis ikke så velkendt på disse egne, men i dets hjemland er det næsten en selvfølge, at deres lange række af MMO spil sælger i millioner. Den succes prøver NCSoft for tiden at udvide til den vestlige spilverden, og et af deres seneste påfund, Huxley, skal for alvor åbne døren.
Huxley er et såkaldt MMOFPS, det første af slagsen siden Planetside, hvor tusindvis af skydegale gamere kan rende rundt i en enorm verden og få tilfredsstillet alle deres behov. Hver af spillets servere vil have plads til 5.000 spillere, mens de dedikerede krigsarenaer vil indeholde kampe på op mod 100 spillere.
Huxley ser for et MMO spil mere end imponerende ud, og vi glæder os til at høre mere om spillet over de næste par måneder. Huxley er sat til udgivelse i 2006 på PC og Xbox 360.