Assassin's Creed Origins er gået hen og er blevet en kæmpe succes for Ubisoft, og selvom der lige nu ikke foreligger nogen klar bekræftelse af det næste kapitel i serien, så svirrer rygterne allerede. Kodenavnet "Dynasty" har fået fans til at spekulere om hvorvidt det foregår i Kina, men et nyt rygte siger at vi i stedet skal til Grækenland.
Rygtet kommer fra en tidligere ansat fra Technicolor, en virksomhed i Bangalore, som angiveligvis har kendskab til Ubisofts planer (via Power-Up).
Først og fremmest påstår insideren at spillet foregår i det gamle Grækenland. Selve området skulle eftersigende være lige så stort som Ægypten i Origins, og nogle af områderne er Achaea, Makedonien, Thrakien og det Ægeiske Hav. Der er desuden store byer som Sparta, Athen, Korinth, Delphi og Philippi. 30% af verdenen er hav, og derfor vender søslag tilbage, og tager et stort fokus.
Rygtet siger desuden at spillet vil byde på en ny hovedperson, som man denne gang kan vælge skal være enten mand eller kvinde, fælles er det dog at hovedpersonen er fra Sparta. Rygtet siger afslutningsvis, at spillet ankommer før end forventet, nemlig i løbet af første kvartal af 2019, på samme måde som Far Cry 5 debuterede i år.
Dette er naturligvis et rygte, så tag det med et gran salt. Men hvad synes du om denne information, skulle den vise sig at være sand?