Første detaljer fra GTA Liberty City Stories

Tekst: Nicolas Elmøe
Publiceret 2005-06-14

Så er der endelig dukket er par detaljer op omkring det kommende Grand Theft Auto: Liberty City Stories, til Sonys håndholdte PSP.

Spillet finder naturligvis sted i Liberty City. Året bliver 1998, og du kommer til at tage kontrol over Tony Cipriani, en af mafia-gutterne fra Grand Theft Auto III. Meget af Liberty City kommer til at være intakt, men der bliver alligevel pudset lidt af hist og her, så det rent faktisk kommer til at se ud som om vi befinder os i 1998.

I følge Rockstar Norths Dan Houser, vil der ikke være nogen begrænsninger, på trods af, at spillet udkommer til en håndholdt. Det eneste vi nok ikke skal forvente det store af, er spillets soundtrack, der ikke kommer til at være lige så omfattende som det vi kender fra San Andreas.

Det vil være muligt at køre på motorcykler, men desværre vil man ikke kunne flyve i hverken fly eller helikopter. Det lader heller ikke til, at spillet vil understøtte WiFi multiplayer. Dan Houser begrundede dette med, at Rockstar ville gøre alt for at skabe en fantastisk singleplayer-oplevelse.

Spillets kontrol vil i øvrigt være optimeret og afpudset til at passe til den lille håndholdte.

Grand Theft Auto: Liberty City Stories udkommer engang i slutningen af året, nærmere betegnet 4. kvartal.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage