Sidste år annoncerede Xbox-chefen Phil Spencer, at Microsoft har i sinde at investere meget, meget mere i udviklingen af eksklusiv førstepartssoftware til Xbox One. Han indrømmede i samme ombæring at firmaet ikke har gjort nok for at introducere stærke, konsoleksklusive titler, men at volumen og kvaliteten forøges fremadrettet. Indtil videre har vi ikke set resultatet af dette løfte, men én ting er sikkert - de dedikerer mange ressourcer.
En række brugere på ResetEra har fundet ud af, at Microsoft nu ønsker at konstruere et nyt hold af stærke iværksættere og udviklere, der skal være med til at bygge nye førstepartsstudier.
Holdet skal være baseret i Santa Monica, Californien, og de leder nu efter en række forskellige nye ansatte. Initiativet ligner Sonys XDev-koncept, hvor studiet skal agere bindeled og vejleder for nye studier, der bliver en del af Microsoft-familien.