Vi kunne for nogle uger tilbage rapportere, hvordan analyser indikerede, at Sony måtte betale en fyrstelig sum for at producere deres kommende PlayStation 3, mens de samtidig var presset til at sælge konsollen langt under produktionsprisen. Dette har sidenhen ledt til spekulationer, hvor man mente, at Sony lige så stille ville nedjustere nogle af de specifikationer, der blev givet på E3, for netop at spare på kistebunden.
Selvom dagens nyhed ikke er den mest afgørende for det nye medlem i PlayStation familien, så viser det alligevel, at Sony også selv synes prisen er lidt pebret. Ken Kutaragi kunne fortælle til japanske Nikkei Electronics, at konsollens router-funktion nu er blevet skåret fra for at mindske omkostningerne.
Det blev kendt på dette års E3, at de hele tre Gigabit Ethernet porte ville gøre konsollen i stand til at agere som en router, så den derved blev centrum for hele det digitale liv i hustanden. En unødvendig funktion i manges øjne, eftersom langt de fleste selv har router i dag.
Derfor virker beskæringen ret logisk i vores øjne, og så længe Sony ikke vælger at spare i den afdeling, hvor det kan skade spillenes kvalitet, så er vi godt tilfredse. Lad os nu bare håbe, at besparelserne stopper her!