Vi har også nyt fra den anden side af atlanten, hvor vi i dag fik EB Games salgsliste fra USA fra sidste uge, og lidt overraskende er det Master Chief, der igen står øverst på podiet. Det er nemlig den nyligt udgivede udvidelsespakke med ni multiplayerbaner samt diverse ekstramateriale, der har fået amerikanerne til at hive pungen op af bukselommen.
Spilmatisering af den nye superheltefilm, De Fantastiske Fire, kom ind på en flot andenplads, mens Destroy All Humans også stadig er populært i USA, hvor det indtog tredjepladsen.
Nede på fjerdepladsen finder vi Microsoft igen med deres anden sommerudgivelse, Conker: Live & Reloaded, hvilket kan betyde at spillet endelig får solgt igennem, hvilket dets gamle udgave på Nintendo 64 på ingen måde gjorde. Det betyder også, at det lige præcis slår det altid populære GTA: San Andreas, der kom ind på en femteplads.
Efterfølgende på listen har vi derudover Lego Star Wars, MOH: European Assault og naturligvis også Juiced.