Havok annoncerer næste-generations fysikmotor

Tekst: Jesper Nielsen
Publiceret 2005-07-13

Havok har næsten haft monopolstatus i denne generation, når det kom til fysikmotorer. Dets meget succesfulde Havok motor er blevet brugt i langt de fleste spil, der har haft nogen form for interaktive omgivelser, men når næste generation bliver skudt igang, så er det nye AGEIA klar til at udfordre mesteren.

Derfor kommer det heller ikke som en overraskelse, at Havok i dag kunne annoncere HydraCore, som er deres næste-generations fysikmotor, der er bygget til at gøre brug af den fremtidige multi-core struktur, som både er benyttet i Xbox 360 og PS3, og som både AMD og Intel ligeledes er på vej med til PC markedet. Alle disse platforme understøtter HydraCore naturligvis, og Havok lover, at deres nye motor vil kunne udnytte den nye og meget anderledes struktur til det fuldeste.

Der har på det seneste været noget kritik af både Microsofts og Sonys valg af processorkraft til deres kommende konsoller, hvor man især har anklaget dem for at fokusere på det visuelle og ikke det interaktive, altså fysikken og AIen. Forhåbenligt bliver disse kritikpunkter bevist at være overdrevet, og at bl.a. Havok kan sørge for, at vi komme til at opleve næste-generations spil med et hidtil uset niveau af interaktivitet.

Som et lille sidestykke fremgår det også af pressemeddelsen, gemt i bunden, at Microsoft har købt Havok licensen til brug i bl.a. Perfect Dark Zero og Age of Empires 3. Her mistænker vi især førstnævnte for at gøre brug af det nye HydraCore, selvom det selvfølgelig er tvivlsomt, om det har været tilgængeligt i nok tid til, at Rare kunne gøre brug af det.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage