Xbox Live har unægteligt været et af Microsofts største og vigtigste våben i deres første forsøg på at vinde indpas på konsolmarkedet. Selvom Xbox Live stadig kun når ud til to millioner Xbox ejere, så er det ikke desto mindre en succes og har givet Microsoft et forspring i forhold til konkurrenterne på det område.
Med Xbox 360 sker der naturligvis store ting med Xbox Live, der nu for første gang vil være gratis i form af Xbox Live Silver. Dog skal man fortsat ud og investere i et abbonement, hvis man ønsker at sparke røv i næsten samtlige spil, og nu er de første priser sluppet på Xbox Live Gold.
Hvis man ikke har Xbox Live i forvejen, så er der masser af pakker, der bliver tilgængelige i butikkerne. Den største af disse er "12 Month Premium Gold Pack" til 70 dollars, der inkluderer et 12-måneders abbonement, et headset, Xbox Live Arcade spillet Billiards, 20 dollars rabat på et valgfrit spil og ikke mindst 200 points til at spendere på det nye Xbox Live Marketplace.
Den mindre pakke giver i modsætning kun tre måneders spilletid, 10 dollars rabat på et spil og 100 point at bruge på Marketplace. Her følger Headset'et dog samtidig med samt Xbox Live Arcade spillet Joust til en pris af 40 dollars.
Udover dette er der naturligvis simple abbonementskort for både 12, 3 og 1 måned, der koster henholdsvis 60, 20 og 8 dollars. Her kan det måske lyde lidt mystisk, at 12 måneders kortet ligeledes inkludere en måned ekstra - så hvorfor skriver de ikke bare 13 måneder?
Vi følger naturligvis op, når der kommenteres på de danske priser.