Superhittet World of Warcraft, som stadig optager mange her på redaktionen, udvider konstant sit marked til at omfatte endnu flere gamere, ligesom det for nyligt fik 1.5 millioner kinesere på. Amerikanerne har ikke været helt ligeså modtagelige overfor Blizzards magiske kræfter, men de er nu alligevel godt på vej. Så godt, at Vivendi Universal i dag kunne fortælle, at området nu har en million abbonenter.
Derved er det samlede antal på verdensplan op på fire millioner, hvilket er intet mindre end fænomenalt i forhold til den relativt korte tid, hvor spillet har været frigivet. Med forsat nye opdateringer og mulige udvidelser i horisonten, så er det næsten garanteret, at samfundet fortsat vil vokse stødt. Ja, Blizzard har såmænd gjort det igen!