Selvom det mest populære medie-skift stadig er forbeholdt film og spil, så har bogmarkedet gennem de seneste år vist sig at være en perfekt mulighed for udviklere at fortælle deres spilseries fulde historie. Det bedste eksempel ligger indtil videre hos Halo serien, der med sine tre bøger har nået op på den berømte New York Bestsellers liste, som ellers kun er forbeholdt verdens absolut bedst sælgende litterære værker.
Derfor er det kun en mindre overraskelse at høre, at Rare og Microsoft nu planlægger en stribe bøger, mere præcist tre, der skal udgives i takt med Perfect Dark Zero. Den første af slagsen, Perfect Dark: Initial Vector, udgives til Oktober, og som navnet antyder behandler den tiden før det kommende Xbox 360 spil. Forfatteren er Greg Rucka, som visse måske kender fra en række Batman og Spider-Man serier, og hans fortid taget i betragtning er han et oplagt valg.
Hvorvidt disse litterære værker kan have samme dybde og indhold, som Halo var i stand til at fremtvinge, eller om det kun bliver en omgang overfladisk sladder bliver spændende at undersøge, eftersom det utvivlsomt vil afsløre præcist hvor store ambitioner Rare har med spillet.