Slibrige nye næste-generations rygter

Tekst: Jesper Nielsen
Publiceret 2005-08-31

Det amerikanske spilmagasin, Electronic Gaming Monthly (EGM), har atter ramt de amerikanske butikker med deres seneste udgave, og som altid følger et par rygter med. Denne gang er de dog en anelse mere spændende og slibrige end sædvanligt, så de skal naturligvis deles med jer!

Rygtemøllen skydes igang med God of War. Her fortæller EGM, hvordan en efterfølger allerede er på vej til PS2, mens også et tredje spil er under udvikling til PS3. Lad os bare håbe, at Sony ikke tager en for stor mundfuld!

Derudover så kan EGM fortælle, at Splinter Cell 4 vil komme til både Xbox 360 og PS3, men hvor Xbox versionen udkommer allerede til foråret, så må PS3 vente helt til efteråret 2006. Og dette bringer os til næste spændende rygte!

Ifølge EGM overvejer Sony nu at rykke lanceringen af PS3 tilbage til efteråret 2006. Er der bare en smule sandhed i dette, så kan det bekræfte mange menneskers bange anelser, mens Microsoft kan smile hele vejen ned til banken med et helt års forspring.

Hvis du bare ikke kan vente på PS3 og er ved at rive håret ud af hovedet, så har jeg lige et par opløftende rygter til sidst. Det nye SOCOM til PS3 skulle angiveligt primært fokusere på multiplayer, hvor hele 64 spillere kan tørne sammen i online kampe.

Og sidst, men bestemt ikke mindst, så skulle Sega ifølge EGM have et nyt Crazy Taxi på vej til de nye konsoller. Spillet skulle blive udviklet af Sega selv og er sat til udgivelse på både PS3 og Xbox 360 næste år med online muligheder.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage