I en tid hvor intet spil tilsyneladende kan klare sig uden en god håndfuld stemmetalenter, går Activisions Gun heller ikke af vejen for at inkludere en god del kendte eller mindre kendte Hollywood-talenter. Deres western actionspil er ganske enkelt nødt til at være bakket op af nogle gode folk.
Og det bliver det så. Brad Dourif, manden du sikkert kender som skurk i et utal af større eller mindre film, spiller præsten Josiah Reed, Tom Skerritt er rebellen Caly Allison mens kult-legenden Lance Henriksen (Bishop fra Aliens) spiller en ondskabsfuld kvægbaron. Desuden er der blevet plads til Kris Kristofferson, Thomas Jane og Ron Pearlman, der igennem de seneste år har fået en del erfaring med stemmer til spil.
I sammen moment kunne Activision bekræfte at Gun også kommer til Xbox 360 og at spillet forventes på gaden i forbindelse med lanceringen af Xbox 360.