FIFA Interactive World Cup, Danskere klar til London

Tekst: Redaktionen
Publiceret 2005-10-02

Hårde tacklinger, flotte mål, tekniske lækkerier og masser af drama var hovedingredienserne, da den danske kvalifikationsturnering i verdensmesterskabet i fodboldspillet FIFA 2006 fra Electronic Arts til spillekonsollen Xbox lørdag blev spillet i København. Dansk mester blev 19-årige Jonas Bock fra Allerød.

Den danske afdeling af FIFA Interactive World Cup, verdens eneste FIFA-godkendte globale video-spilturnering, var fra start til slut præget af stor jævnbyrdighed. Allerede inden kvartfinalerne var sidste års vinder Martin Bang slået ud. Flere kampe gik i både forlænget spilletid og straffespark i løbet af turneringen. Da turneringen nåede kvartfinalerne steg koncentrationen og spændingen. Ud af de 160 deltagere fra hele landet var nu 8 tilbage, som i fire knald eller fald kampe skulle vinde eller forsvinde. De fire semifinalister var garanteret en plads i regionsfinalen den 15. oktober i Olympia 2 i London. De fire kvartfinale vindere blev Christian Bøglund fra Kolding, Jonas Bock fra Allerød, Patrick Zakrzewski fra København og Zamir Kadhin fra Helingør.

Jonas Bock vandt snævert den intense finale over Zamur Kadhin med 1 - 0. Det var et FIFA 2006-opgør mellem Real Madrid og Brasilien. I det FIFA godkendte verdensmesterskab er det netop op til den enkelte deltager at vælge hold, hvad enten det er lands- eller klubhold. Tredie pladsen gik til Patrick Zakrzewski efter straffespark. Han spillede Juventus frem til sejren.

"Sidste år røg de danske spillere tidligt ud i regionsfinalen. I år skulle vi gerne komme lidt længere. Vi har set rigtig godt spil i langt de fleste kampe i den danske kvalifikation, og de fire, der går videre, er meget lige. En dansker kan godt nå rigtig langt i år," siger Morten Nielsen, Marketingdirektør, Electronic Arts Danmark.

Vinderen den 15. oktober i London går sammen med vindere fra de 7 øvrige regionsfinaler til den store finale med 10 deltagere i december. De sidste to gamere kvalificerer sig via en turnering på online-tjenesten Xbox Live, der har mere end to millioner medlemmer. Frem til 11. november kan Xbox Live medlemmer således melde sig til online FIWC 2005 Xbox Live turneringen på www.xboxfiwc.com. Der vil blive kåret en Xbox Live vinder fra hvert land, som hver vil modtage den nye Xbox 360, som bliver lanceret i Danmark den 2. december, samt en udgave af Electronic Arts’ SPORTS™ FIFA 06, der kom i butikkerne den 29. september. Landevinderne vil blive fløjet til London, hvor de vil deltage i en knock-out turnering for alle Xbox Live-vindere den 18. december. De to bedste herfra slutter sig derefter til de otte regionale vindere i den store FIWC finale, der afholdes senere samme dag i The Brewery i London.

Den endelige vinder kan pryde sig med titlen FIFA Interactive World Player 2005 og vil modtage sit trofæ i selskab med nogle af fodboldens største navne ved dette års prestigefyldte FIFA World Player Galla i Zurich, Østrig, 19. december 2005. Sidste år var det to brasilianere, der vandt de to titler. Ronaldinho fra FC Barcelona blev som bekendt kåret til den verdens bedste fodboldspiller i verden.

De regionale finaler bliver spillet i følgende byer:

· London, England - Olympia 2 - d. 15. oktober

· Sao Paulo, Brasilien - Villa Noah - d. 22. oktober

· Seoul, Korea - Sang Am World Cup Stadium - d. 30. oktober

· Johannesburg, Sydafrika - Acton Sport Academy - d. 12.
november

· Los Angeles, USA - The Globe, Universal Studios - d. 19.
november

· Sydney, Australien - Overseas Passenger Terminal - d. 26.
november

· Köln, Tyskland - The Palladium - d. 4. december

· Paris, Frankrig - Carrousel de Louvre - d. 10. december

Forslag til billedtekst:

FIWC 2005: (fra venstre) Zamir Kadhin(nr.2), Jonas Bock (nr.1), Patrick Zakrzewski(nr.3) og Christian Bøglund(nr.4) repræsenterer Danmark i regionsfinalen i London den 15. oktober.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage