De første screens fra Splinter Cell 4

Tekst: Rasmus Berg
Publiceret 2005-11-14

Dømt, fængslet og barberet skaldet. Ubisofts agent er tilbage, og han er meget, meget gal.

Efter datterens tragiske død i Chaos Theory, virker det som om noget har slået klik i hjernen på Sam Fisher. Ovenpå en serie voldsomme bankrøverier og et brutalt gidseldrama med dødelig udgang, bliver Sam tilfangetaget og stillet for en dommer. Straffen er hård, elve livstidsdomme i træk. Kun lige ankommet bag fængslets mure møder han Jamie Washington, en livstidsfange med bånd til John Browns hær, en kriminel organisation med hovedsæde i New Orleans. Med et fælles mål i sigte lykkes det dem begge at slippe ud af fængslet og herefter introducerer Jamie Sam for organisationen. Men præcis, hvad der venter Sam, er noget uklart.

Det er altså et helt nyt Splinter Cell og en helt anden Sam Fisher, som Ubisoft præsenterer i seriens fjerde kapitel. Hvor de i de tidligere spil gik ud på at rode rundt i baghaven hos lyssky militærledere og terrorister, så går det denne gang ud på at dykke dybere ned i Sams egen situation. De første screenshots fra fængslet fortæller da også historien om et langt mere råt og dystert spil. Sam tvinges nu til at klare sig uden det højteknologiske isenkram og i stedet forlade sig på hans reflekser og evne til at opfinde ting.

Som sædvanligt satser Ubisoft meget på den visuelle og lydmæssige del af oplevelsen, ligesom de forsøger at gå helt nye veje gameplaymæssigt. Men det er ikke det, der først og fremmest tænder flammen i os, nej, det er udsigten til, at en af verdens mest anonyme og kedelige spilhelte, nu for alvor bliver et rigtigt menneske - det lader til at Metal Gear Solid 4 får for alvor kamp til håret. Måske skal Snake til at se sig lidt mere over skulderen?

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage