The Inquirer: PS3 er langt fra færdig

Tekst: Rasmus Berg
Publiceret 2006-01-11

Ifølge det engelske computer-magasin The Inquirer så blev PlayStation 3 vist frem på årets Consumer Electronic Show i Las Vegas. Problemet var bare at maskinerne stadig var mock-ups, altså tomme kasser der ligner den færdige udgave, og ikke reelle fungerende maskiner. Disse blev vist frem bag lukkede døre.

Det er ganske normalt at Sony bruger mock-ups til f.eks. messer som CES, men ifølge The Inquirer, der har snakket med flere af de firmaer, der enten arbejder direkte med maskinen eller som udvikler spil til den, så arbejdes der stadig hårdt med hardware-debugging, hvilket betyder at PS3 endnu ikke er i stand til at køre optimalt eller bare i nærheden af det.

Inquirer spekulerer også over det videre forløb med konsollen og siger at hvis absolut intet går galt i produktionen og der ingen forsinkelser er, så vil Sony kunne fremvise de første færdige konsoller i forbindelse med E3. Det vil dog tage firmaet længere tid at få gang i en egentlig produktion og ifølge sitet så vil en lancering ikke være mulig før sidst på året.

Dette er naturligvis spekulation, men den bakkes op af flere spiludviklere, der ikke forventer at skulle have spil klar til maskinen før udgangen af 2006.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage