Sam Fishers fjerde eventyr er som bekendt blevet udskudt og lander nu først engang i september, men det betyder ikke at du skal undvære den gråhårede superspion indtil da. I slutningen af marts måned lancerer Ubisoft nemlig Splinter Cell Essentials til PSP, der ser tilbage på Sam Fishers tid som en Navy Seals og efterfølgende indlemmelse i NSA.
Spillet har både baner fra de tidligere spil (med helt nye opgaver) samt en hel ny historie og dertilhørende baner, så der er altså ikke kun tale om en remix version, som det var tilfældet med Prince of Persia Revelations.
Nedenfor er de seneste screenshots fra spillet. Du kan læse mere om Splinter Cell Essentials i næste uge, hvor Thomas Tanggaard gennemgår den første beta-kode og fortæller alt om PSP-spillet.