Hvis der var et spil, der kunne hive en samlet redaktion hen foran skærmen i Dreamcastens velmagtsdage, så var det Capcoms multiplayer fighting-spil Power Stone. Med store baner, muligheden for at samle tønder, krukker og andet op fra gulvet samt et spraglet galleri af karakterer, sad vi klisteret til 28 tommer fjernsynet i timevis.
Ja, faktisk er vi stadig så forelskede i serien at det netop er Fogger, spillets engelske pilot, der pryder vores væg når vi optager GRTV.
Nu har Capcom meddelt at serien tager turen fra Dreamcast til PSP og at holdet udgiver begge spil i en sampak under navnet Power Stone Collection. Det første Power Stone udkom i 1999, mens det andet kom året efter. Begge spil er udgivet til Dreamcast.
De nedenstående screenshots er fra Dreamcast og ikke PSP-versionen.