Midway kunne i dag for første gang fortælle, at de forventer at have et Revolution spil klar i år og forstærker derved yderligere Nintendos position før E3. Det er en vigtig udtalelse for Nintendo, der klart har ønsket flere tredje-parts udgivere i næste generation, men ikke har gjort det lettere for sig selv ved at udvikle en så radikalt anderledes maskine.
Hvilket spil det er, eller hvad det går ud på, ville Midways David Zucker dog ikke fortælle amerikanske Gamespot, da de spurgte nærmere ind. Hvad der til gengæld er en smule overraskende er, at en af udgivernes andre titler, Stranglehold, måske finder vej til konsollen engang i fremtiden. I slutningen af en nylig fremvist trailer stod der tydeligt, at spillet ville komme til "All next-gen consoles". Midway udtalte dog efterfølgende, at spillet først og fremmest er planlagt til PC, PS3 og Xbox 360, og at de først engang herefter vil skue efter en Revolution frigivelse af spillet.