Med kun godt halvanden måned tilbage før årets spilbrag i Los Angeles løber af stablen, er udviklere og udgivere verden over i total forvirring omkring Sonys planer for E3-messen og ikke mindst PlayStation 3. Ifølge rygterne vil maskinen ikke være decideret spilbar på messegulvet, men kun til afprøvning bag lukkede døre. Endvidere ved tredjepartudviklerne ikke om de får mulighed for at vise deres kommende spil på formatet frem eller om det skal gøres via videoer.
En unavngiven kilde som Spong har snakket med sagde følgende:
"Vi har hørt at PlayStation 3 vises frem i samme facon som firmaet tidligere viste PSP’en frem. Messegængerne vil kunne se maskinen og spillene i et ret begrænset omfang. Folk der regner med at gå hen til Sonys stand og kunne spille på maskine efter maskine vil blive frygteligt skuffede."
Fra Sony selv lyder præcis den modsatte udmelding, om end firmaet indrømmer at der ikke er planlagt et kæmpe område med masser af maskiner og spil. Ryan Bowling arbejder for Sony i Amerika sagde følgende:
"Vi har hele tiden sagt at PlayStation 3 ville være spilbar på dette års E3-messe og det har ikke ændret sig. Vi fremviser spil på tre platforme dette år - og PlayStation 2, der dette år er ekstrem populær, vil naturligvis skulle dele plads med både PS3 og PSP. Vi regner endvidere med lange køer foran de steder hvor PS3 vises frem og vil derfor gøre alt hvad vi kan for at få det til at gå så smertefrit som overhovedet muligt. Pressen skal i hvert fald nok få set det vi viser frem. Dette år blive kæmpe stort for os. Ikke bare i forhold til hvad vi viser frem, men også i forhold til planlagte annonceringer."