Vi var ikke overbevidst om at Destroy All Humans var fantastisk, men det må tilsyneladende have klaret sig godt rent salgsmæssigt, for nu har THQ og Pandemic Studios annonceret Destroy All Humans 2, der som det er kutyme for toere indeholder bedre grafik, mere action og en række helt nye tiltag.
Josh Resnick, Pandemics daglige chef sagde følgende om toeren:
"Vi hiver fat i alt til denne toer og inkluderer bl.a. multiplayer co-op, fem store, åbne verdener og den samme gakkede humor, som var hjørnestenen i det første Destroy All Humans-spil. Med det nye 60’er-tema er der masser af materiale at arbejde med, fra hippier til britiske spioner og japanske monsterfilm."
Destroy All Humans 2 vises frem på dette års E3-messe i Los Angeles. Spillet er i produktion til både PlayStation 2 og Xbox.