Shiny Entertainment har ikke været heldige de seneste år. Messiah var en fabelagtig spilide, men var som spil fyldt til randen med fejl og mangler. Bagefter lavede holdet et fremragende RTS-spil kaldet Sacrifice, der aldrig blev markedsført ordentligt og i de seneste fem år har den så stået på Matrix-spil (skuffende).
Men nu vender holdet så heldigvis tilbage til rødderne og dermed den ledløse Earthworm Jim, der uden tvivl er Shiny Entertainments største bedrift til dato. Ifølge IGN så har det oprindelige hold bag Earthworm Jim fundet sammen igen og meningen er at de skal lave en ægte næstegenerations orm med alt hvad dette indebærer. Dog skal holdet lige over en enkelt hæk eller to, Atari ejer nemlig i dag rettighederne til Earthworm Jim og den kriseramte udgiver er nødt til at give slip på disse rettigheder før der igen kommer til at ske noget med den rumrejsende orm.
Sker dette så vender Dave Perry, Mike Deitz, Ed Schofield, Steve Crow, Nick Bruty og musikeren Tommy Tallarico tilbage. Vi håber inderligt på at det sker og glæder os til at tage kontrollen over Earthworm Jim endnu engang.