På gårsdagens pressekonference kunne Microsoft, bekræfte at de har sikret sig rettighederne til Remedys seneste spil Alan Wake. I Alan Wake, flytter en kendt gyserforfatter til en lille flække, efter at han har mistet sin kone. Inspireret af sine mareridt begynder han her på en ny bog, men snart bliver drømmene til virkelighed.
Alan Wake er det seneste spil fra finske Remedy, der gjorde sig bemærket med de to solide Max Payne-spil. Denne gang er stilen dog mere tilbagelænet og eventyret langt mere uhyggeligt. Det er også meningen at lyset skal spille en stor rolle og være din eneste ven mod mørkets skræmmende kræfter.
Udfra informationerne lyder Alan Wake som en spiludgave af In the Mouth of Madness, udødeliggjort på film af John Carpenter i 1995 med Sam Neill og Jurgen Prochnow i hovedrollerne, om end med visse ændringer naturligvis. Vi glæder os til at se mere til spillet senere på året.