Forfatteren Dean Takahashi har påstået at Microsoft i øjeblikket udvikler et håndholdt spillesystem. Det afviser Neil Thompson chef for den øst- og nordeuropæiske Xbox-afdeling nu.
I sin seneste bog, The Xbox 360 Uncloaked, påstår Takahashi at halvdelen af det hold der udviklede Xbox 360, allerede arbejder hårdt på den nye maskine, der angiveligt skulle udkomme halvt inde i Xbox 360s levetid.
Til gadgetmagasinet T3 har Niel Thompson sagt: "Vi tænker end ikke på det i øjeblikket. Håndholdt, som en PSP? Nej."
Thompson kunne fortælle at Microsoft i stedet vil fokusere på at sikre firmaets fodfæste på spilmarkedet for mobiltelefoner, hvilket han tror tilbyder "gode muligheder for at tjene penge på de hundred millioner telefoner der er derude, samt giver folk mulighed for at forbinde det med andre underholdningsoplevelser."