Hirai: 15 spil ved lanceringen

PlayStation 3 mangler ikke noget
Tekst: Rasmus Berg
Publiceret 2006-05-18

SCEA-chefen Kaz Hirai, har i et intervview med sitet Bloomberg, bekræftet at der vil være 15 spil klar ved lanceringen af PlayStation 3. Denne udmelding kommer ovenpå kritikken fra både udviklere, butikspersonale og spiljournalister om manglende informationer omkring Sonys lanceringsplaner. Dog stemmer informationerne ikke overens med de udmeldinger der bl.a. kommer fra Sega, repræsenteret af Simon Jeffrey og og THQ med Brian Farrell i spidsen. De hævder begge at der "absolut ikke er mange spil klar ved lanceringen."

Ifølge Simon Jeffrey skyldes dette at mange udviklere endnu ikke har modtaget deres arbejdsmaskiner og informationer fra Sony og at disse først sendes ud i denne måned. Imens er både Ubisoft og EA meget tilfredse med de udviklingsværktøjer og maskiner som Sony har udsendt. EA’s World Wide Studios-chef Paul Lee siger at "vi er godt tilfredse med de udviklingsværktøjer som er sendt ud." mens Activisions CEO Robert Kotick sagde at "Vi har ikke de helt færdige udviklingsværktøjer og maskiner, men vi kender kapaciteten af den færdige maskine og skaber spillene udfra dette."

Yves Guillemot sammenligner situationen med sidste års lancering af Xbox 360. Her var det også umuligt at udnytte alle kræfterne i Microsofts nye konsol, fordi udviklerne kun havde næsten færdige værktøjer, men han ser det ikke som et reelt problem.

Om der er 15 spil klar ved lanceringen er stadig uvist, men vi holder naturligvis øje med flere informationer i sagen, og vender tilbage så snart vi ved mere.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage