Det lader til at der ikke går mange dage mellem at Take Two eller Rockstar sagsøges for et eller andet. Den seneste episode omhandler Roger Hill, der tilbage i 1979 spillede bandelederen Cyrus i kultfilmen The Warriors. Han har sagsøgt firmaet for at bruge hans ansigt og stemme i spillet uden hans accept. Ifølge ham blev han før spillet var færdigt, tilbudt en sum penge mod at Take Two så måtte bruge hans ansigt og stemme i spillet - dette takkede Roger Hill nej tak til. Nu har Take Two så brugt ham alligevel og derfor søgsmålet.
Nu vil Hill have 250.000 dollar fra Take Two og et forbud mod at hans ansigt eller stemme fremover bruges af firmaet. Han hævder desuden at spillet har indtjent mindst 37 millioner amerikanske dollar for firmaet. En talsmand fra Take Two siger dog at firmaet har sikret sig rettighederne til at bruge Roger Hills karakter Cyrus i spilsammenhænge og via markedsføring. Hvem der har ret afgøres så nu i retten.
Roger Hill er i dag bibliotekar.