Det kan godt være at Emergence Day, Epics store festdag med konkurrencer, turneringer og præmiere først er den 12. november, men det lader til at de amerikanske Xbox 360-ejere kan få fingrene i Gears of War allerede d. 8. november. Microsoft kan nemlig fortælle at spillet er færdigt og at det sendes ud til de amerikanske butikker d. 7. november.
I Europa er der dog ingen udsigt til en tidligere udgivelse (vi har i hvert fald ikke kunne få bekræftet dette) så her er det altså stadig d. 17. november, dagen hvor PlayStation 3 oprindelig skulle have været på gaden.
Jeg sidder i øjeblikket og spiller Gears of War på højtryk for at have en anmeldelse færdig til november nummeret. Denne anmeldelse publiceres også på nettet, måske allerede d. 7. november, altså dagen før den amerikanske lancering.