Kratos skulle have hugget, stukket og flået sine modstandere til blods i God of War 2 engang i februar år 2007, men sådan kommer det desværre ikke til at gå. Vi er netop blevet informeret at spillets nu udsættes med et par måneder og derfor først er på gaden engang i april måned næste år. Hvad udsættelsen skyldes vides ikke.
I et interview med Gametrailers, som blev foretaget på Playboy Mansion forleden, siger produceren af serien, David Jaffe, at han allerede er i gang med grundideerne til treeren, men at Sony endnu ikke har sagt god for at Santa Monica Studios går i gang med et tredje projekt. Det er dog forventet at en evt. treer udkommer på PlayStation 3.