For nylig sparkede vi gang i den måske største konkurrence på Gamereactor, hvor I havde mulighed for at vinde en storslået 500 Million Limited Edition PlayStation 4 Pro-konsol. Det eneste I skulle gøre var at dele jeres favorit PlayStation-minde med os.
Og det gjorde I, og tusind tak fordi I delte jeres historier med os. Det har været en sand fornøjelse at læse dem alle, og nu har vi fundet en vinder.
I sidste ende blev det MasterJ der løb med sejren for sin fortælling om juleaften og Tony Hawk's Pro Skater 2.
"Okay, tal lige om en umulig opgave! Sindssygt mange gode minder på de konsoller, men skal jeg koge det ned til et enkelt, så må det være det her:
Vi skal tilbage til det herrens år 2000, nærmere betegnet julen det år. Jeg var 12 år gammel, euforien over at have overlevet årtusindskiftet var drevet over, og i stedet herskede euforien over PS2'erens lancering, der havde ramt markedet med et vaskeægte brag. Jeg var dog ligeglad, for i mit hjem var det stadig den originale PlayStation, der var Konsollernes Konge. Jeg bilder mig ind, at det var fordi jeg var en ægte feinschmecker, men sandheden er nok bare, at mine forældre ikke gad hoste op med de 3000-4000 kroner, som en PS2 kostede. Og da jeg selv var en klassisk, doven pre-teenager, så tjente jeg ingen penge selv, så en ny konsol havde lange udsigter.
Hvad mine forældre dog havde hostet op med året før, var et skateboard, og det var jeg gået hen og blevet mere end normalt glad for (ja, det lå i fodenden af min seng om natten, og hvad så?). Derfor var mit største ønske frem mod juleaften, at nogen i min familie forbarmede sig og gav mig Tony Hawk's Pro Skater 2. Og se nu bare - miraklet skete! Mine forældre gav mig spillet, hvortil jeg fik et hysterisk flip, der uden tvivl var gået viralt, hvis Youtube havde eksisteret, og jeg husker ikke andre gaver fra den aften.
Da gæsterne langt om længe var gået, fik jeg allernådigst lov til at spille mit nye spil (vel at mærke på fjernsynet i stuen, da jeg ikke selv havde tv på værelset endnu). Jeg er komplet opslugt, og efter kort tid er jeg gennemført forelsket i skolebanen, som ikke siden er blevet slået i noget skatingspil. Mine forældre går i seng med beskeden om, at jeg skal slukke senest 01.00. Klokken 05.00 kommer min far ned i stuen og glor på mig, der sidder med røde øjne og slidgigt i fingrene, fordi jeg "seriøst kun mangler et bogstav, før jeg har dem allesammen!"
Bedste juleaften nogensinde..."
Igen, vi siger mange tak til MasterJ for fortællingen, og til alle jer der deltog.