Som det har været tilfældet med den originale PlayStation (der blev til PSOne) og PlayStation 2, så arbejder Sony i øjeblikket på en redesignet udgave af deres håndholdte PSP. Dette kunne Sonys Ray Maguire afsløre overfor Gamesindustry.biz.
Helt i tråd med firmaets tidligere redesignede konsoller, vil PSP blive mindre, lettere og en smule anderledes. Han slår dog fast, at skærmens størrelse, noget der har imponeret de fleste ejere af maskinen, ikke reduceres. Desuden vil prisen på maskinen givetvis blive en anden, da PSP'en i dag kan fremstilles billigere.
Hvad angår tidsrammen for hvornår vi ser en ny PSP på markedet, så ville Maguire ikke kommentere sagen, men det er slet ikke usandsynligt at maskinen kan være på gaden engang op mod jul dette år.