Mere Guild Wars på vej

En toer og en udvidelse i støbeskeen
Tekst: Nicolas Elmøe
Publiceret 2007-03-29

Forleden kunne Arenanet og Ncsoft løfte sløret for, at der er et helt nyt Guild Wars på vej - Guild Wars 2. Der var ikke mange detaljer at hente i pressemeddelelsen, som mest omhandlede endnu en udvidelsespakke til det første Guild Wars.

Eye of the North, som udvidelsen er navngivet, kommer til at byde på flere eventyr i Tyria, det første kontinent, hvor Prophecies-kampagnen fandt sted. Her har man primært arbejdet på at udvide det gamle territorie med masser af nye eventyr i 18 forskellige dungeons. Endvidere vil der være ti nye helte at få fat i, samt masser af armorsets og spritnye færdigheder. Udvidelsen, Eye of the North, bliver sluppet løs på vore breddegrader i 3. kvartal af 2007, mens Guild Wars 2 endnu ikke har fået en lanceringsdato. Indtil videre hedder det sig, at spillet meget gerne skulle se dagens lys "engang i 2008."

Guild Wars 2 kommer, som Guild Wars, ikke til at koste noget månedligt beløb. Endvidere, og dette er måske det mest velkomne aspekt, så kommer det hele til at foregå i en vedvarende verden. Det er altså slut med følelsen af, at man ikke er en del af en rigtig online verden, men blot en masse instance-tunge bruddele af en sådan. Guild Wars 2 tager altså en drejning mod spil som Everquest, Dark Age of Camelot og World of Warcraft, der alle byder på vedvarende eventyrområder, som alle kan tage del i samtidig. Men mon ikke der stadig vil være instances at finde?

Spillere, der har præsteret noget stort i det første Guild Wars spil, vil blive godt og grundigt belønnet. Der vil nemlig blive opført trofæer af dem i en såkaldt 'Hall of Monuments', og de vil blive belønnet med særlige færdigheder og genstande. Deres eventyrere i Guild Wars 2 vil oven i købet komme til at arve nogle af de færdigheder, som deres Guild Wars-eventyrere har kæmpet sig til. "Det er en gevinst vi håber spillere vil sætte pris på, mens vi arbejder på at udvide Guild Wars-franchisen", siger Jeff Strain, Arenanets medstifter.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage