Rygte: Borderlands 3 vil udkomme i 2019

Tekst: Magnus Groth-Andersen
Publiceret 2018-10-09

Hvorimod Gearbox Software mildest talt har været lidt underlige omkring Borderlands 3, hvor de først har afsløret projektet for så at holde stædigt fast i at det har de slet ikke, så ved vi at arbejdet har været i gang i noget tid. Dog har vi endnu ikke set noget konkret til spillet. Det kunne nu tyde på at studiet snart vil fortælle os mere, for angiveligvis udkommer det næste år.

Youtube-kanalen "The Triple S League påstår nemlig at have hørt fra to separate kilder med kendskab til udviklingen, at selve oversættelsesprocessen er begyndt, altså at spillet er blevet udleveret til tolke, som så skal oversætte det til andre sprog. Faktisk påstår de, at denne proces har været i gang i flere måneder.

Oversættelser kan naturligvis ikke gå i gang inden alt indholdet er blevet låst fast og færdigudviklet, og det er normalt et af de sidste trin der skal udføres inden et spil sendes til certificering.

Det er dog umuligt at verificere rapporten, så tag det med et gran salt. Dog har Take-Two-chef Strauss Zelnick tidligere nævnt en stor spilserie, der vil komme tilbage i finansåret 2020, altså fra april 2019 og frem.

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage