Det oprindelige Deus Ex huskes stadig af rigtig mange Pc-ejere og er på en række punkter en af fanebærerne for hele genren. Så rygtet om at spillet og dets opfølger Deus Ex: Invisible War måske afføder endnu et kapitel i serien, er noget fans har ventet længe på.
Dog er der nok ikke mange der havde regnet med en fortsættelse da Ion Storm Studios som bekendt lukkede i 2005 og Warren Spector, ophavsmanden til serien, samtidig forlod firmaet og startede sit eget studie Junction Point Studios.
Men ifølge Eidos' franske chef Patrick Melchior, er det præcis hvad der sker. Han vil ikke ud med detaljerne omkring spillet, men siger at vi kan forvente os meget mere om Deus Ex-opfølgeren i de kommende måneder, så noget tyder på at årets E3 bliver stedet hvor det hele afsløres.