Hvis du er fast læser af Gamereactor, så ved du også at Dead Rising og Lost Planet: Extreme Condition, har været enorme succeser for japanske Capcom. Desværre høster firmaet kun den succes i Europa og Amerika, mens modtagelsen i hjemlandet er noget lunken.
Af det samlede salg af både Dead Rising og Lost Planet: Extreme Condition, står Japan kun for ca. 10% hvilket ikke kan siges at være overvældende. Ingen af spillene har endnu rundet 100.000 solgte eksemplarer i deres hjemland. Stilles det op mod Amerika, hvor der til dato er solgt 810.000 eksemplarer af Lost Planet og 730.000 Dead Rising på Xbox 360, så lader det til at Capcom skal runde millionen et helt andet sted.
Capcom har dog for længst indrømmet, at firmaets visioner nu rækker langt ud over succesen i hjemlandet og at der vil blive skabt flere produkter, der først og fremmest tiltaler et amerikansk og europæisk publikum.