Nintendo afslørede for en del år siden, at de ønskede at fremvise deres unikke karakterer og universer på en anden måde, og én måde at gøre det på er at konstruere en række forlystelsesparker. Den største i vesten kommer til at ligge midt i Universal-filmstudierne i Hollywood, Californien, og arbejdet er nu påbegyndt.
Twitter-brugeren RyanThemePark har knipset et billede af konstruktionen der nu officielt er påbegyndt. Det bliver angiveligvis op til disse brugere at stykke sammen hvilke forlystelser parken vil indeholde, og hvordan arbejdet skrider frem, da Nintendo ikke har ønsket at afsløre nogle af delene.
Der vil desuden også blive bygget en park i Orlando, Florida, samt i Osaka i Japan.