Er du træt af årlige opdateringer, tarvelige udvidelser der ikke tilføjer originalen noget nyt og tamme fortsættelser? Det er John Riccitiello, EA's daglige chef også. I et interview med The Wall Street Journal siger han, at der laves alt for mange spil, der er alt for svære at spille og som de fleste kunder alligevel ikke gennemfører.
Samtidig roser han spil som Guitar Hero, World of Warcraft og Rock Band for at tænke i nye baner, men siger samtidig at der er plads til fortsættelser, så længe de tilfører den oprindelige ide noget nyt.
Han mener dog at fortsættelser som de eksisterer i dag, ikke er en fremtid der er værd at satse på:
"For det meste har det bare været en slags ‘skyl det igennem og send det ud igen'-mentalitet der har gjort sig gældende. Der har været rigtig mange spil, der lignede sidste års udgaver, der igen lignede dem der kom året før."
Det er dog underligt at høre EA, spilbranchens utvivlsomt største spiller sige at vi enten skal til at drosle ned på fortsættelser eller finde en ny måde at lave dem på, da EA om nogen i øjeblikket forbindes med årlige opdateringer af alt fra sportsspil til bil og actionspil. Men okay, forandringen skal komme et sted fra og hvorfor ikke fra de store firmaer?