For nyligt fornyede SEGA varemærket for Virtua Fighter, og det bragte håb at det klassiske tredimensionelle kampspil muligvis ville se den genkomst. Virkeligheden forholder sig dog tilsyneladende anderledes, og SEGAs europæiske Twitter repræsentant fortalte i slutningen af sidste uge, at et nyt kapitel i serien ikke var på tegnebrættet.
Denne udmelding skete dog førend at varemærket blev fornyet, så om det stadig forholder sig således kan man kun gisne om. Licensen er i hvert fald dugfrisk nu, og i disse tider hvor kampspil oplever en stor renæssance, i kraft af deres esportsmuligheder, ville et nyt Virtua Fighter-spil slet ikke være ugunstigt.
Senest i serien var Virtua Fighter 5: Final Showdown fra 2012, som vores anmelder umiddelbart så sig en smule lun på, selvom det havde sine problematikker.